Kystsanatoricts historie tager sin begyndelse i 1899, da en dame fra Hamborg, frk. Agnes Hyniken under et besøg i Augustenborg for elsker sig i stedet. Agnes Hyniken er ret velhavende, men hun har i Hamborg set, under hvilke forfærdelige forhold mange børn i byens slumkvarterer må vokse op, og da hun har et stort, varmt hjerte for disse børn, har hun haft i tankerne at finde et sted, hvor børnene kunne komme bort fra deres daglige miljø i en periode. Efter nogen forhandling køber hun en ejendom med en stor have ned mod fjorden. Ejendommen - det tidligere landsrådsamt — la på Slotsalle, hvor nu Fjordparken ligger. Her skaber hun rammerne om et rekreationshjem for de føromtalte børn, og kinderheim »Sonnenschein« er en realitet. Det skal bemærkes, at købet og driften, hvori Agnes Hyniken selv tager del, sker for hendes egne midler, og gennem årene henter et stort antal børn her styrke, sundhed og kræfter. I 1907 bliver der konstater et svampeangreb i bygningen, som nedrives, og en ny opføres - stadig for Agnes Hynikens egne midler. - Det skal også nævnes, at under første verdenskrig bruges stedet til rekreation for tyske marinesoldater om vinteren. Under krigen dør frk. Agnes Hyniken, 51 år gammel.

Ved genforeningen i 1920 overtages stedet af »Den sønderjyske Fond«, men allerede året efter overdrages ejendommen til »Landsforeningen til tuberkulosens Bekæmpelse*. Stedet hedder nu slet og ret >>Kystsanatoriet«, og også efter genforeningen har adskillige børn oph oldt sig her i kortere eller længere tid. I begyndelsen var det børn fra tuberkuloseramte hjem, senere børn fra truede miljøer - hovedsagelig fra København og fra danske skoler i Sydslesvig. Fra 1920 frem til 1974, hvor Kystsanatoriet nedlægges, altså mere end et halvt århundrede, har der været tre forstanderinder - eller plejemødre, som de kaldt es - og tre tilsynsførende læger, sidst hhv. frk. Agnete Andersen og dr. Gregers Jensen. Børnene skulle naturligvis under deres ophold modtage undervisn ing, og det var i begyndelsen lærere, som efter normal skoletid tog dette ekstrajob. Undervisningen foregik i et lille klasselokale oppe under taget. Fra engang i sidste halvdel af 1960erne indgår Kystsanatoriets undervisning som en del af skemaet på Augustenborg skole, og der indrettes et klasselokale i en selvstændig bygning. Kystsanatoriets elever deles i et »Lille hold* - både drenge og piger, - som undervises i dansk og regning, og et »Store hold* - udelukkende piger, som under vises individuelt i dansk og regning. Desuden undervises det store hold i orienteringsfagene, hvor jeg havde fornøjelsen, og jeg kan tilføje, at disse timer er nogle af de bedste, jeg har oplevet som lærer. Det er nu snart et kvart århundrede siden, man som et led i regerin gens spareplaner, nedlagde Kystsanatoriet. Jeg har ofte tænkt på, hvor dan det er gået disse børn senere i livet. De kom af mange forskellige årsager, nogle for et enkelt tremåneders ophold, andre så vi igen efter nogen tid,  mange med en rystende baggrund, hvilket fremgik af rap porter fra skole, sociale myndigheder osv. Jeg kan nævne, at jeg engang af en sød og stille 12årig pige fik stillet spørgsmålet: >Hr. Kristensen, banker De somme tider Deres kone? « hvilket jeg naturligvis måtte besvare benægtende, hvortil pigen sagde: »Det gør min far, men nu er h an da heldigvis i fængsel«. Man går hjem med mange tanker om, hvad hun har været vidne til - i hvert fald ting, som ikke egner sig for små 12-årige piger. Og der kunne nævnes flere eksempler. Jeg kan ikke slutte denne korte beretning om Kystsanatoriet uden at nævne den sidste plejemor, frk. Agnete Andersen som den enestående personlighed, hun var. Hun besad den sjældne evne at kunne være venlig og myndig på samme tid. Børnene elskede hende højt, samtidig med at de respekterede hende. Om ikke andet, så fik disse børn i hen de noget smukt at kunne tænke tilbage på. Jeg har af gode grunde aldrig kendt frk. Agnes Huniken, men jeg vil tro, at. Kystsanatoriet med frk. Andersen sluttede i samme ånd, som det , var startet 75 år tidligere.